HAGEN 2015 – SÅDAN GIK DET

20150708_174743

Carina Nevermann Torup har redet internationale stævner i næsten hvert et europæisk land, – på de største ride stadions, herunder hestenes Mekka i Aachen i Tyskland.

”Gennem nogle år, har jeg håbet på, at mit hestemateriale havde en alder og kvalitet der gjorde, at jeg kunne ride i Hagen i Tyskland idet dette stævne er berømt for god stemning og dejlige forhold. Netop i år er  Aachen stævnet aflyst, idet de skal afholde EM om en måned, havde man flyttet årets holdkonkurrence for U25 ryttere i Europa til Hagen. Efter vor andenplads til DM og som Nordisk Mester blev jeg udtaget til at ride for det danske hold i Hagen, så en drøm blev opfyldt.”

Carina fortæller at det på mange måder var en fantastisk tur til Hagen med Lykke’s De Niros (ejer Nina I. Ebert). Hof Kasselmann afholder ofte internationale stævner og der var derfor virkelig styr på tingene og standarden af faciliteterne var på det højeste.  Selve dressurarenaen var blevet flyttet ud på springbanen, og opvarmningen foregik på de normale dressurbaner.

”Vi ankom til Hagen onsdag kl 14 og var på en lille skridttur om aftenen. Torsdag havde vi vet,- check (en dyrlæge kontroller om hestene er fysisk i orden til konkurrencestart) og almindelig træning senere på dagen.”

Fredag skulle der rides hold konkurrence i Intermediare II. Holdet bestod af 3 ryttere, hvor kun de to bedste talte.

”Vi havde alle tre nogle fine ridt og vi endte på en rigtig flot 3. plads !! Der var faktisk spænding til det sidste, da vi ikke havde regnet med at gå forbi hollænderne, men så leverede Nikoline Graff et super ridt helt til sidst, så vi lige gik forbi hollænderne. – Så var der glæde i dansker lejren. ”

Lørdag var der individuel konkurrence i U25 Grand Prix.

”Lykke’s De Niros havde begge dage taget den store arena i stiv arm og han kom igen flot igennem programmet. Desværre havde vi, som dagen før, fejl i etter changementerne, hvilket vi normalt ikke har. En rigtig dyr fejl idet den tæller dobbelt, så vi endte lige  udenfor placeringerne med 69%. Jeg er rigtig glad for at han er blevet stabil på et højere niveau, – at ride ca. 70% i disse klasser hver gang, er rigtig fint”, fortæller Carina.

”Jeg var desværre syg dernede med feber og opkast i to dage. Så kræfterne var sluppet op til sidst. Specielt da jeg red om lørdagen, i over 30 graders varme,  –  øv, men sådan er det.”

”Det var et fantastisk stævne at opleve. De bedste danske senior ryttere og de bedste tyskere var til start. Heriblandt så vi verdens dyreste dressurhingst ”Totilas” i dens internationale come back. Nu skal Niros slappe af, lidt løsgørende arbejde, skridtture, lidt i skridtmaskinen og så på fold, han har virkelig fortjent at mærke, at det er ferietid, – han har været fantastisk hele året.”