Equsana giver sponsorat til tøjletrykstudie

 

Equsana har været med til at sponsorere hestevelfærd i form af et helt nyt pilot-tøjletrykstudie i samarbejde med Atterupgaard, Emilie Kampmann, KK Dressage og Kustos 1881. Studiet er udført af 2 dyrlæger fra KU/Sund som har sat sig for at undersøge forskellen på tøjletrykket i forskellige hovedholdninger og hovedholdningens effekt på øvre luftveje på en mindre gruppe heste. Projektet skal fremme hestevelfærd i Danmark.

Studiet undersøgte 4 specifikke hovedholdningers indvirkning på luftvejene og desuden det tøjletryk, som var nødvendigt for at rytteren kunne opnå de forskellige hovedholdninger. Tøjletrykket blev brugt som et udtryk for om holdningen var tvungen eller ej. Undersøgelsen blev lavet på 13 raske dressurheste reddet af erfarne ryttere.

De fire hovedholdninger anvendt i studiet (fri holdning, stævne holdning, hyperflexion og low-deep-round) blev defineret ud fra to vinkler på hesten som et udtryk for graden af bøjning af hestens hoved og hals; horisontal-vinklen og hoved-hals-vinklen.

Til at undersøge effekten af holdningerne på hestens luftveje, blev hestene udstyret med et dynamisk endoskop, som er en kikkert der føres ind via hestens næsegang.  Hestene blev desuden redet med elektroniske tøjletryksmålere, monteret mellem biddet og tøjlen, som målte det tryk (i newton) rytteren lagde på hestens mund under ridning i de forskellige holdninger. Tøjletryksmåleren var sponsoreret af Equsana.

Et af fundene var, at der ikke var forskel mellem den almindeligt anvendte stævneholdning og holdningen hyperflexion, hverken i forhold til forandringer i de øvre luftveje eller tøjletryk. Begge hovedholdninger havde både et højere antal øvre luftvejsforandringer og et højere gennemsnitligt tøjletryk end den frie holdning og holdningen low-deep-round. Men da tøjletryksmåling er en forholdsvis ny teknologi og der findes meget begrænsede undersøgelser af hvad normalt tøjletryk under ridning bør være, skal der flere undersøgelser til, før man kan sige noget helt endeligt omkring tøjletryk og de forskellige holdninger. Med dette pilotstudie er der banet vej for at kunne lave endnu flere studier fremover med denne teknologi.

Fotorækkefølge: LDR (Low-deep-round), Stævneholdning, Hyperflexion og Fri holdning

 

ldr

staevne-holdning

hyperflexion

friholdning