BROHOLM 2015 – STOR SUCCES!
Stævnet på Broholm blev et fantastisk stævne for mit vedkommende! De smukke, idylliske omgivelser viste sig fra deres bedste side fredag, hvor vejret var fantastisk – faktisk første gang jeg kunne have t-shirt på i år.
Her red jeg først Sirikit (ejer: Peter Christensen, Bartofte) i Prix Sct. George, hvor hun præsterede at gå noget af det bedste hun nogensinde har gået.
Vi vandt klassen med 73% !! Lørdag og søndag startede hun Bundgaard Byg Cup, hvor vi endte lørdag som nummer 2 og samlet nummer 2 med henholdsvis 72,4% i Intermediare 1 og 75,5% i Intermediare Kür. Jeg kan virkelig mærke, hvor meget stærkere hun er blevet bare her den sidste måned og det bringer hun med ind på banen
Til stævnet havde jeg også Lykke’s De Niros ( ejer: Nina I. Ebert, Gadstrup) med, som jeg startede Danmarksmesterskab for U25 på. Her tæller alle 3 dage med i DM’et og vi opnåede at blive nummer 2 alle dagene og fik hermed en sikker sølv medalje !! Highlights var i U25 Grand Prix’en til 69,4% og 72,5% i Grand Prix Kür. Niros er virkelig ved at få det hele til at gå op i en højere enhed selvom der stadig er ting, som han kan forbedre på banen – det er jo dejligt at der stadig er mulighed for flere points !!
På baggrund af mine resultater på Lykkes De Niros er vi udtaget til Nordisk mesterskab for U25, som afholdes i Aalborg i næste uge. Derudover er vi blevet inviteret til at deltage i det store internationale stævne i Hagen, Tyskland i næste måned – begge stævner glæder jeg mig utrolig meget til !! Nu skal træningen planlægges fuldstændig, så han forhåbentlig kan toppe både til NM i Ålborg (måske ses vi ?) og i Hagen, men først har det stået på lidt afslapning efter DM med skridtture på marken og græsfold samt lidt løsgørende arbejde.
De bedste rytterhilsner
Carina Nevermann Torup
– Foto: Maria L. Mortensen