BLOG: Atterupgaard: Årets første forårsføl!

BLOG: Atterupgaard: “Selvom man I disse dage ikke mærker meget til foråret, så har årets første Atterupgaard føl har meldt sin ankomst, og det er nu engang det ultimative tegn på forår hos et stutteri. Vi har budt en lækker hingstebasse e. Ibiza/Donnerhall/Pik Bube velkommen. Han har samme mor som Danmarksmesteren og OL finale deltageren Atterupgaards Cassidy, og selvom vi gerne havde set, at han var en hoppe (da hans mor ikke skal have flere føl) – så er vi yderest tilfredse med ham. Han var den første og vi venter nu på resten af banden.

Botticelli skal over sommeren deltage i DRF championaterne og i UVM udtagelsen (han er en del af bruttotruppen). Vi glæder os allerede til næste gang vi skal vise ham frem og til at møde hans første årgang – han er virkelig en helt særlig hingst.
Vores unge hopper er i gang med at blive tilredet, så de er klar til sommeren sadelkåringer. Det er altid helt specielt at se hestene under rytter for første gang. Nogle imponerer fra første skridt og andre skuffer måske lidt – for så senere at overhale dem der først imponerede. Det er ofte med heste som med børn, da man kan godt ende med at løbe rigtig stærkt – på trods af at man var længe om at lære at gå.

Vi bruger allerede nu så småt de sene aften timer på at overveje årets hingstevalg. Vi står ofte med en fin liste, som så alligevel bliver ændret undervejs. Man kan ikke regne den perfekte kombination ud – der skal altid en god portion ”god mavefornemmelse” til.”

God Påske fra alle på Atterupgaard!