Fodrings case: Ringere huld og tab af muskelmasse
Hesten og dens ejer
Janni Vestergård, som har været praktikant hos Equsana i 8 uger, har i samme tidsrum arbejdet med en fodringsrelateret case, hvor hun har set nærmere på en hests fodring og givet forslag til ny foderplan i håb om at komme dens udfordringer til livs.
Hesten, som deltog i projektet, er 7-årige Carlo, en Dansk Varmblods vallak, som til dagligt træner dressur på La-Mb niveau. Udfordringen med Carlo har været at han hen over vinteren har tabt sig meget, dog uden at mangle energi til træning. Der er inden projektets start ikke foretaget nogle ændringer i hestens fodring.
Hestens ejer Maiken, er 28 år gammel og aktiv konkurrencerytter på dressurbanerne. Maiken og Carlo starter stævner, pt. LA4-5 programmer på C-plan og har dannet par de seneste 3 år. Målet for ekvipagen i 2017 er at påbegynde konkurrencedeltagelse i M-klasserne. Hesten trænes ca. 5 gange i ugen og er gennem de sidste 2 år blevet redet af en berider én gang om ugen.
Sundhedstjek af dyrlæge
Inden projektets start udførte en dyrlæge et sundhedstjek af Carlo, der inkluderede blodprøver samt tjek af tænder. Carlo er jævnligt blevet tjekket og eventuelt behandlet for orm, og dyrlægen kunne ud fra tjekket konstatere at Carlo var sund og rask. Disse informationer ledte os i retningen af at Carlos fodring burde tjekkes igennem.
Carlos foderplan inden projekt start
2-2,5 kg kraftfoder af andet mærke.
10-12 kg grovfoder, som der ingen analyse var på.
Maiken udtaler følgende om projektet
“I takt med min konkurrencehest har tabt sig voldsomt, her hen over vinteren, vælger jeg at opsøge vejledning ved en af Equsanas foderkonsulenter. Her er jeg så så heldig, at jeg bliver tilbudt et forløb hos en praktikant, som er i gang med uddannelsen som jordbrugsteknolog. Dette forløb takker jeg ja til, da hesten er blevet klinisk undersøgt hos dyrlægen, hvor alle undersøgelser og blodprøver er i orden. Dyrlægen er derfor ikke i tvivl om at det er en foderudfordring.Mine forventninger til forløbet er, at vi sammen finder en holdbar foderløsning, der kan dække hestens behov, og at vi kan se fremskridt på hestens vægt og muskelmasse, som lige nu er min udfordring.”
Her ses Maiken og Carlo ved opstart af projekt, d. 13/2 2017
Potentielle årsager til vægt- og muskeltab
Øget træning og større krav til hesten
Et aspekt som muligvis har indflydelse på Carlos vægttab er en stigning i træningsaktiviteten. I takt med at træningsintensiteten øges, sættes der større krav til hestens styrke, udholdenhed og kondition. Derfor vil hestens behov for energi, protein, essentielle fedtsyrer samt vitaminer og mineraler stige. Carlo har tendens til at være kræsen og derfor er det vigtigt at foderet er velsmagende, nu hvor han er i mere træning og samtidig skal tage på (muskelmasse samt fedt).
Desuden er det relevant at se på hvilken form for træning hesten udfører. Hvis en hest skal udvikle muskelmasse og kondition, er det vigtig at sørge for en varieret træning. Træningen bør altid understøtte det resultat man ønsker at se fra hesten.
Adfærd
Ejeren oplyser at Carlo er meget aktiv på fold. Aktivitet på fold bør medregnes som en del af hestens fysiske arbejde. Ifølge PC-Horse, kan hestens energibehov øges med 10 % blot ved at den går længe på fold eller er meget aktiv når den er på fold.
Grovfoder
Den vigtigste del af hestes foder er grovfoderet. Grovfoderet udgør typisk 70-80% af hestens totale foderration, hvor kraftfoder udgør de resterende 20-30%. Derfor er det vigtigt, at man fodrer med et grovfoder af god kvalitet som matcher hestens livsytring (træning + vægtøgning). En nøjsom pony i vedligehold bør eksempelvis tildeles et grovfoder, der er lavt på energi (FE/kg), hvilken blandt andet kan sikres ved at høste senere på sæsonen. Det anbefales at heste og ponyer tildeles minimum1,5 kg tørstof / 100 kg hest. Nøjsomme ponyer tåler ofte ikke mere end denne minimum anbefaling for grovfoder, mens andre heste kan æde væsentligt mere uden at tage på. Carlo tilhører den sidstnævnte gruppe af heste.
Majken har ved projektets start skiftet grovfoderleverandør. Det betyder at vi nu har en grovfoderanalyse på det wrap, som Maiken fodrer med. Fra analysen fremgår det, at grovfoderet er rigt på energi og protein, som netop var det vi efterspurgte for at tilgodese Carlos behov til træning og vægtøgning. Carlo får fra sit grovfoder tilført energi (kortkædede fedtsyrer fra fermentation af fibre i bagtarmen), en del protein, lidt sukker, vitaminer, men ikke mange mineraler. Kraftfoderet skal derfor matche grovfoderet så den totale foderration dækker hestens samlede behov for energi, protein, essentielle fedtsyrer vitaminer og mineraler. Foderplanen er udarbejdet i PC-Horse, hvor Carlos behov udregnes og næringsstofforsyning fra både grov- og kraftfoder fremgår.
Ny foderplan
Grovfoder ad libitum
3 kg Cool Performance
800 g Body Boost
Alfa Gold lucerne
Vi har valgt at sætte Carlo på Cool Performance, som er et fuldfoder, der har et højt indhold af fibre og fedt. Produktet indeholder også kvalitetsprotein, som kan bidrage til opbygning af muskler og hurtig restitution efter arbejde.
Fibre og fedt bidrager med stabil og vedvarende energi til træningen. Desuden er fibre med til at sikre sund tarmflora. Blandingen anbefales til hest i træning eller til heste der skal tage på. Cool Performance kan også fint anvendes til heste der har tendens til at blive varme, da blandingen ikke indeholder havre.
Cool performance indeholder pr. kg: 0,86 FE, 13% protein, 8% fedt, 9,8% fibre og 18% stivelse, læs mere info under Sortiment.
Body Boost er et populært energi- og proteintilskud, som passer godt til både ungheste, heste i træning, heste der skal til kåringer / stævner, samt heste i genoptræning. Produktets hjælper med at opbygge og vedligeholde hestens muskulatur, idet blandingen indeholder aminosyrer fra flere forskellige proteinkilder som kartoffelprotein, ærter, lucerne og soja.
Alfa Gold lucernen indeholder 20 % sojaolie. Produktet er særligt egnet til heste i moderat-hård træning eller heste med ringe huld. Når Alfa Gold blandes i hestens kraftfoder, bidrager det med forlænget tyggetid og øget spytproduktion, som er skånsom mod hestens maveslimhinde. Ved større tildelinger (1-2 kg/dag) fungerer det som supplement til grovfoderet og tilfører hesten ekstra protein samt energi fra fibre og fedt.
Equsana er tilfredse med resultatet efter 8 ugers fodring med den nye foderplan, idet hesten har taget tydeligt på og øget sin muskelmasse. Janni og Maiken er enige om, at vi endnu ikke er i mål i forhold til at opnå ønskede huld og muskelmasse på hesten, men mener at vi er på rette spor, og at vi med lidt mere tid og træning vil ende med en hest i flot huld og god form.
Her ses Maiken og Carlo efter 8 uger med nyt grovfoder og kraftfoder fra Equsana, d. 29/3 2017.
Efter projektet udtaler Maiken:
”Jeg har siden d. 4/2 brugt Equsana foder, hvilket jeg har oplevet positive resultater med. min hest er begyndt at tage på og jeg oplever at han er i fuld gang med at danne mere fylde i form af muskelmasse, hvilket var det jeg manglede ved mit tidligere foder. Jeg har haft en god og faglig dialog med Janni under forløbet, hvilket jeg har været super tilfreds med.”