DET RETTE FODER TIL AVLSHOPPEN

Billede_8

Når du skal tilrettelægge fodring af avlshoppen, skal du tage udgangspunkt i tre væsentlige parametre. Det er hoppens huld, hendes status i årscyklus og de fodermidler, der er tilgængelige.

Hoppens huld er væsentlig for hendes evne til at fungere som avlshoppe. Hvis der er mangel på fedtreserver, vil hoppen prioritere eget vedligehold højest og vil derfor være vanskelig at få i fol. Hopper, som derimod er i god foderstand og gerne moderat overvægtige, viser bedre brunstcyklus og bruger dermed færre brunster for at komme i fol. Samtidig er følprocenten højere, hvilket dækker over, at de både ifoles nemmere og også gennemfører drægtigheden med større succes end hopper, der har mindre fedtdepoter.

Det tager tid at ændre hoppens huld

Det tager lang tid at forbedre hoppens huld, både når den skal tage på, og når den skal tabe sig. Man inddeler huld i en score fra 1 til 9, hvor den optimale huldvurdering ligger på 5,5-7,5 for avlshopper, hvor hvert interval svarer til ca. 20 kg. Huld kan ændres med forskellig hastighed. Til at reducere eller øge huld en enkelt score skal der beregnes ca. seks til otte uger.

Start foderændringer før hoppen foler

Avlshoppens årscyklus kan inddeles i fire perioder. Tidlig drægtighed (1-8 mdr.), sen drægtighed (9-11 mdr.), tidlig laktation (1-3 mdr.) og endelig sen laktation (4-6 mdr.). Hopper, som ifoles hvert år, har et naturligt overlap mellem de forskellige perioder, og behovet afstemmes derefter. Fosteret vokser minimalt i de første otte måneder og typisk er der kun seks til otte måneder, hvor der kræves ekstra tildeling af energi, protein og mineraler. Det er i den sene drægtighed og især i tidlig laktation.

Kapaciteten i hoppens fordøjelsessystem er begrænset, og tildeling af energi gennem grovfoder kan derfor sjældent nå et niveau, der dækker hoppens behov i den sene drægtighed og under laktation. Samtidig skal behovet for mineraler dækkes, og det er derfor en fordel at supplere med et kraftfoder. Afhængig af hestetype og huld kan der vælges enten et koncentreret tilskudsfoder eller et fuldfoder. Tilskudsfoderet indeholder primært aminosyrer, vitaminer og mineraler og doseres med ca. 1 kg til en avlshoppe af varmblodsrace. Fuldfoderet er desuden tilsat forskellige energikilder i form af korn og majs der sammen med grovfoderet bidrager med energi til fostervæksten. Fuldfoderet er mindre koncentreret og der skal typisk fodres med 3 kg dagligt for at dække hoppen behov.

Kraftfoder gør en forskel

Energibehovet til laktation er højt, og mælkeproduktionen kan til dels styres gennem energitildelingen. Således vil en hoppe typisk øge sin mælkeproduktion, når den tildeles kraftfoder og omvendt mindske den, når kraftfoderet reduceres. Sidstnævnte kan være nødvendigt, hvis føllet dier meget og dermed får en for hurtig vækst. Selvom mælken har en sammensætning, der sikrer korrekt udvikling af skelettet, er det begrænset, hvor hurtigt den optimale vækst kan foregå. Højt indtag af mælk resulterer derfor i, at føllet aflejrer den energi, der ikke kan anvendes til vækst, som fedtdepoter. Det giver en uhensigtsmæssig belastning af scener og led, der endnu ikke er udviklet til at bære høj vægt.

Få udregnet en foderplan til din avlshoppe, så du sikrer den bedste sundhed hos både hoppe og føl.

 

Af Agronom Sanne Sejer Lindeløv, Equsana.