Rart med en stævnepause engang imellem
Blog: “Der har som sædvanligt været gang i butikken hos CK Dressage de sidste par mdr. I min sidste blog skrev jeg om oplevelsen til UVM i Ermelo med de to 6 års damer, Danciera og Diamant. Da vi kom hjem fra Holland fik de begge en velfortjent ferie og er siden blevet redet normalt, men helt uden stævner. De skal faktisk ikke gå stævne igen før championatsfinalerne uge 42. Sådan en stævnepause giver ro til at fokusere på nogle andre ting i uddannelsen bl.a. div. nye øvelser som løbende introduceres.
Ved årsskiftet bliver begge hopper 7 år og at gå fra at være middelsvær hest til at være hest på lilleturs-niveau er et meget stort spring og ikke sådan lige. Det er faktisk rigtig svært at blive syv år;-) Derfor er det rigtig rart med stævnepause engang imellem, så man i ro og mag kan kigge på nye øvelser og lægge dem væk igen. Det er faktisk en fordel at komme i gang med de lidt sværere ting noget før end man skal bruge dem. Så er der altid tid til at lægge dem væk igen, så hestene ikke føler man presser noget ned over hovedet på dem i en rasende fart og man selv synes man skal “skynde sig”. Nej, som sagt så mange gange før, må man skynde sig langsomt, men stadig med en plan, så man når målene og hestene stadig er i udvikling. Det er en balancegang mellem ikke at presse for meget, men alligevel komme videre:-)
Både Danciera og Diamant er begge godt på vej til næste skridt og kommer begge til at debutere i lilletur til foråret- hvis alt går efter planen. Jeg har for alvor fået taget hul på Grand Prix’erne på May-Day og det er megasjovt. Jeg elsker at arbejde ungheste, men at arbejde med heste på det højeste niveau og arbejde med bittesmå detaljer er også en kæmpe udfordring. Selv Hotter har gået en enkelt grand prix, godt nok med maaaange fejl, men fint at styre det igennem, så er det også nemmere at vide præcis, hvor forbedringerne skal være;-)” – Carina Cassøe Krüth