IFOLING I FØLBRUNST – GODT ELLER SKIDT?
Der kan være mange årsager til, at du som hoppeejer ønsker at få avlshoppen ifolet hurtigt, og den velfungerende avlshoppe kan man uden problemer ifole i følbrunsten., ifølge førende reproduktions eksperter. Følbrunsten er nemlig lige så egnet til ifoling som senere brunster. Dét der er vigtigt er, at livmoderen har trukket sig sammen, og om der er infektion i livmoderslimhinden.
Vil man optimere forholdene, bør man få sin dyrlæge ud og ultralydscanne hoppen inden dag 10 og sikre sig, at hoppen er normal, og at der ikke er tegn på infektion. Har hoppen haft en tilbageholdt efterbyrd, eller har livmoderen ikke trukket sig sammen og blevet mindre, er der nemlig en stor risiko for infektion i livmoderen. En sådan infektion skal behandles, og chancen for drægtighed er alt andet lige størst, hvis hoppen i stedet bliver forsøgt ifolet i den næste brunst.
Dét som afgør, om chancen for drægtighed er mindre i følbrunsten sammenlignet med andre brunster, er, hvornår hoppen har ægløsning efter foling. De fleste hopper har ægløsning omkring dag 9. Undersøgelser har netop vist, at chancen for drægtighed i følbrunsten er den samme som andre brunster, hvis hoppen har ægløsning 10 dage efter foling eller senere. Er din hoppe blevet forfangen på grund af tilbageholdt efterbyrd, bør du dog under ingen omstændigheder ifole hoppen i følbrunsten.. Et alternativ til følbrunsten er 30 dages-brunsten.
Kilde: The Horse, Magasinet Hest mfl.