GARDEHUSAR HESTESHOW VAR EN SUPER SJOV OPLEVELSE
Carina Nevermann Torup har netop deltaget i Gardehusar Regimentets 400 års jubilæum:
”Som jeg tidligere har skrevet, var jeg så heldig at blive spurgt om at deltage i en dressuropvisning (indslaget var Rideforbundets gave til Regimentet) til deres store hesteshow. Her skulle jeg ride sammen med Mai Tofte Olesen, Cathrine Dufour og Lisbet Sejerskilde, hvor Oberstløjtnant og International dommer, Niels Erik Bøchman Larsen (Nalle) havde komponeret og kommenterede vores indslag.
Træningen torsdag gik rigtig fint, vi fik redet programmet igennem og fik aftalt de sidste detaljer. Fredag var egentlig en generalprøve for 4000 tilskuere, og det blev det også. Hestene opførte sig egentlig rigtig fint, og selve vores program gik også godt. Men vi manglede desværre lidt baggrundsmusik. Desværre skete det, da Lisbet skulle ride sit KÜR program, efter vores opvisning, at de ikke kunne finde hendes musik og hun endte med at ride til noget tilfældigt musik. Da vi skulle ind til efter Lisbets KÜR var det meningen, at vi skulle ha overrakt en medalje. Men Nalles hest, havde bestemt ikke planer som at skulle blive derinde og stak af mod udgangen. Så holdt vi der og glanede og vidste ikke lige hvad vi skulle. Vi endte så bare med at ride ud, hi hi.
Lørdag havde vi fået talt med lydmanden, og showet klappede helt som det skulle. BLUE BOY opførte sig eksemplarisk begge dage, og lod sig ikke påvirke af de 4000 mennesker, som sad og klappede. Det var jo mørkt og vi red i spot, så det var virkelig “tatoo-agtig”, og rigtig fedt.
Medaljen, som vi modtog, er en jubilæumsmedalje, som kun må bæres til officielle begivenheder – lidt sejt at have sådan én, synes jeg. Tusind tak til Bent Neergaard, som havde valgt at sponserer vores indslag med en helt ny Stübben sadel med fuld udstyr til hver af os. En virkelig flot gave. ”
Foto: Carina, Nalle, Lisbet og Cathrine – Mai mangler.