DEN DAGLIGE TRÆNING MERE END BLOT RIDNING
Carina Nevermann Torup har gennem indlæg fortalt om sine heste og stævner, og lige nu står den på vintertræning og forbedring, inden stævnesæsonen rigtig starter. Gennem sine mange år på pony-, junior- og ungrytterlandshold har hun gennem landsholdstræningen fået lært, at det ud over ridningen også drejer sig om at holde sin krop ”fit” helt generelt. Vi arbejder dagligt med at udvikle hestenes muskulatur, smidighed, og vi sørger for at den får besøg af dyrlæge, kiropraktor, massør samt smed. Men hvad med os selv, spørger Carina.
Man skal være opmærksom på om ens krop generelt er OK. Er den skæv, sidder man skævt, mangler man muskulatur bliver ridningen ikke god nok, og endelig er en god form godt for psyken, – det giver overskud og bedre resultater, siger Carina.
”Jeg rider dagligt ca. 8 heste, og her bruger jeg jo de samme muskelgrupper hele tiden. For at holde kroppen smidig og udvikle kroppen generelt, går jeg til Pilates en gang om ugen, og to til tre gange ugentligt går jeg til fitness. Jeg har fået lagt et træningsprogram, for det gælder jo ikke for mig at få kæmpe store muskler, men at få rørt andre muskelgrupper. Hjemmetræning står på mavebøjninger og øvelser på Balimo stolen. Sidst, men ikke mindst, går jeg en gang om måneden til behandling hos min reflekszone terapeut, der checker hele kroppen igennem for eventuelle muskelspændinger.”
Carina har ikke problemer med vægten, men er stadig meget opmærksom på hvad hun spiser, fortæller hun.
”Magert kød, fisk, rodfrugter, salater er hovedingredienserne i mine daglige måltider. Jeg siger dog aldrig NEJ TAK til en god middag, også selvom det måske ikke lige er lige så sundt som min daglige kost er. God Sushi og lidt hjemmebagt kage ikke er at foragte.”