SAMMENHÆNG MELLEM MILJØ, ADFÆRD OG TRIVSEL
Franske forskere har undersøgt sammenhængen mellem et ’beriget’ miljø, altså masser af tid på fold med andre artsfæller og indlæringsevne hos heste. Måske ikke overraskende fandt de, at et beriget udendørsmiljø har stor indflydelse på hestens velvære og indlæringsevne.
Studiet gik ud på at observere adfærden hos 10-måneder gamle walisiske heste, som var ude på fold sammen fra 9-4 hver eneste dag sammenlignet med en gruppe af opstaldede heste med kun kort en time på fold 3 gange ugentlig i separate indhegninger UDEN mulighed for kontakt til artfæller. Gruppen af heste som kom på fold hver dag blev også introduceret til nye objekter og ukendte steder 3 gange om ugen.
Forskerne kunne konkludere, at gruppen af heste som nød godt af et beriget miljø udviste:
-Mindre frygt overfor nye ting
-Færre undvigereaktioner i forhold til menneskelig berøring, tilstedeværelse og håndtering.
-Hestene var mere nysgerrige end kontrolgruppen
– Bedre indlæringsevne og evne til at fokusere på en opgave
– Lavere niveauer af kortisol i blodanalyse- en indikator for stress, viser at miljø også kan påvirke adfærd og personlighed på molekulært niveau.
Kontrolhestene, som tilbragte meget af tiden på stald med kun begrænset tid på fold uden kontakt til andre heste – opfattede deres omgivelser som mere truende og forsøgte at undgå disse stimuli, kunne forskerne konkludere.
Kilde: Lansade L, Valenchon M, Foury A, Neveux C, Cole SW, et al. (2014) Behavioral and Transcriptomic Fingerprints of an Enriched Environment in Horses (Equus caballus). PLoS ONE 9(12): e114384. doi:10.1371/journal.pone.0114384