BLOG: Nevermann: Sommeren er på vej

Blog: “Man kan nu mærke at sommer er ved at være over os. Men det har nu ikke været så nemt at være hesteejer, da det om dagen er 15-20 grader og om natten er under 10 grader – det gør det ikke nemt at have de rigtige dækner på hestene. Så jeg har det sidste stykke tid rendt rundt og skiftet dækner hele tiden. Men nu håber vi at vejret holder ! Når nu varmen er kommet og hestene begynder at svede lidt mere end normalt, så tilføjer vi altid elektrolytter til deres foder. Det er også tydeligt at se, at hestene bruger deres sliksten mere end normalt. Det er også tiden, hvor vi nu skal til at sende “pensionist holdet”, bestående af min gamle pony og hest, på døgnfold. Derudover har vi også sendt vores 3 års i træning, så den kan blive gjort klar til kåring. Det giver nogle frie bokse, så vi kan begynde at kalke stalden. Ellers står hverdagen, som sædvanlig, på træning af hestene og deltagelse i diverse stævner. Jeg var blandt andet til stævne denne weekend på Midtsjællands Rideklub med Donna Charian, hvor vi fik en 2 plads i Inter.2. Næste store stævne vil blive Equitour Aalborg, hvor jeg skal ride “lille tur”. Derudover glæder jeg mig til næste weekend, hvor der er Roskilde Dyrskue. Det har altid været en “tradition”, – hvis jeg altså er hjemme, at tage derud og hygge og kigge på alle dyrene, maskinerne, møde en masse dejlige positive mennesker og ellers bare opleve hvad der ellers foregår derude. Rigtig god sommer til alle.” -Carina Nevermann Torup