BLOG: “Behind the scenes” hos Absolute Horses

 

Vi har netop taget hul på 2017. Et år som uden tvivl skal blive rigtig spændende for os. Vores team er vokset i størrelsen og nye elever er kommet til. Herudover har vi lanceret en ny ride- udstyrskollektion, som vi har glædet os meget til at vise frem. Det har været sjovt at være med til at udvikle kollektionen, da rideudstyr har været en fast del af vores hverdag i så mange år.

I februar skal vi til Spanien og ride. Vi har mange heste, der er godt på vej på forskellige niveauer – og om 14-dages tid tager Andreas, Jannike og Martin til Mijas med fjorten heste og skyder udendørssæsonen i gang.

Kort tid efter løber vi ind i en stor begivenhed, nemlig Herning Hingstekåring. Herning bliver i år noget særligt for os da vi, udover hestene, også har vores tre stande med på messen, henholdsvis Absolute Horsetrucks, Absolute Cars og AEquipment. Vi er ekstra spændte på AEquipment, da vi ser frem til at kunne vise vores kollektion frem til en masse mennesker.

Ellers går hverdagen hos os med den daglige træning af hestene og af vores elever. Vi har mange heste på vej, men vi kan fremhæve især to hopper, Quasine og Eurvette, som vi selv har uddannet, og som snart er ved at være klar til grand prix-niveau. Begge var med i Olympia i London lige før jul. Herudover er vi hele tiden på udkig efter nye fremtidige stjerner til stalden.

Vi arbejder også på at skabe en platform på de sociale medier hvor vi vil opdatere om sportslige resultater, men hvor vi også vil formidle vores daglige arbejde med hestene og gode råd herom, gennem video posts mm.

Til april tager vi igen på en større tur, denne gang til Arezzo, med alle vores elever. Det skal nok blive rigtig hyggeligt og lærerigt for dem, og vi synes det er virkelig spændende og motiverende at være en del af de unge rytteres sportslige udvikling.

Vi ser frem til et rigtig godt 2017!

Mange hilsner fra

Christian og Andreas Schou og resten af teamet